Referater 2008-09

Home Page

11.06.09

Kære spillere,
Sidste kamp i sæsonen var mellem to 5 mandshold, med formandskabet fordelt på hvert sit hold. De to hold begyndte nogenlunde lige men efterhånden fik Frits skudt sig ind på og især igennem formandsholdets noget vaklende forsvar og næstformandsholdet fik skabt sig et forspring som de holdt og forøgede i den sidste del af kampen til et slutresultat på 18-13.
Nu vil mange måske mene, at det var en overbevisende sejr til næstformandsholdet og et nederlag til formandsholdet, men for formandsholdet var der faktisk tale om en sejr, en lille måske, men i forhold til det nederlag vi så i øjnene i slutningen af kampen så blev den procentvise tilbagegang langt fra så stor som forventet – altså var det en slags sejr. Så ud fra en vis politisk logik endte sæsonens sidste kamp med to sejrende hold!!!

Nu må vi se hvad sommeren bringer, udover vand, med den omfattende tumult på spillermarkedet, men formandskabet holdt krisemøde sent i går aftes og kan meddele alle spillerne, at der ikke vil blive ændret ved bonusaftaler eller andre  aftaler, måske udover den månedlige betaling.
Og til august får vi et nyt skab, nr. 93 noget længere fremme.

god sommer og husk at holde grundformen – med alderen tager det længere og længere tid at genoprette formen!!

03.06.09

Kære Michael,

Du står for mig tilbage med de mest vilde ridt op ad banen.. Med en satanskivoldfremadmentalitet. Dog med stor veneration overfor såvel
mod- som medspillere.
Det er godt at du kan passe dit boldøje.

Flere af os mere skrøbelige spillere vil også savne dig for dit: “Det skal løbes væk”

God vind fremover – også på ‘Revieraen’ fra Jan

02.06.09

Jeg er enig med Palle – og selv om du var en af de yngste på seniorholdet så er du jo også den der professionelt bedst bør kunne vurdere hvornår nok er nok – tak for de mange gode kampe, også nederlagene.
Måske er det nu at jeg skal afsløre  at vores hidtil hemmelige talentprogram er en succes – Søren fortalte under den vellykkede sæsonafslutningsmiddag at hans 10 årige søn Alexander, der fik debut for nogle uger siden blev så inspireret af at se de gamle mænd forsøge at spille, at han har genoptaget sin karriere på græs. Så om en 30-40 år har vi en ny spiller klar til seniorholdet!

hilsen – og til de der stadig spiller: DER ER EN KAMP ENDNU, d. 11. juni.

01.06.09

Kære fodboldvenner,

Det er nu 15 måneder siden jeg sidst optrådte på hjemmebanen i Svanemøllehallen. Under min rekonvalescens har jeg haft tid til at tænke over min fremtidige karriere. Det er med beklagelse, at jeg må erkende at min teknik ikke er, hvad den har været. Det har medført en række skader og mén, som jeg godt kunne være foruden. Kontaktsport – som eksempelvis fodbold
– lægger jeg derfor bag mig. Jeg opnåede ikke de store trofæer i min fodboldkarriere, men det kan jeg måske nå i golf, badminton og motionsløb, som fremover skal sikre min fortsatte fysik og kondition.

Det har været sjovt og hyggeligt at være en del af Hybris 1966. Jeg ønsker jer fortsat succes såvel på som uden for banen.

Mange hilsner

Mikael

28.05.09

Kære spillere,
de 9 fremmødte til torsdagens kamp fordelte sig med et fysisk stærkt 4 mands hold og et formandshold på 5. Langt hen i kampen bølgede stillingen frem og tilbage med et enkelt måls forskel, men formandsholdet fik aldrig rigtig udbytte af sit overtal da det stærke 4 mandshold var meget aktive og angribende i forsvaret. I slutningen af kampen ved stillingen uafgjort 10-10 faldt Jan uheldigt ned og måttet udgå og en mand nede kunne formandsholdet ikke holde momentet. Resultatet blev et par hurtige kontramål af 4 mandsholdet og et reduceringsmål i overtiden til stillingen 13-11 til 4 mandsholdet.
I aften kl. 19 mødes vi så til afslutningsspisning i Landskronagade 23 (Frits har lovet en filmoplevelse).

Sæsonens sidste kamp spilles d. 11.4, da næste torsdag (4.6) er blokeret af valgforberedelse ifølge opslag i hallen.

26.05.09

Nu kan spændingen udløses: et flertal, Martin, Lars, Søren, Palle, jan, Frits, Mogens og Finn har meldt sig til fredag d. 29.5 – kl. 19, samme sted som sidst er reserveret, dvs. Yan Hong, landskronagade 23. Asiatisk mad og godt øl.
Vi har sidelokalet og hvis det er muligt kan der vises udvalgte videooptagelser af højdepunkter fra kampe (nok ikke alle!!!).
Vi ses dog allerede på torsdag til en let kamptræning.

14.05.09

Kære spillere,
9 fremmødte seniorspillere gav grundlag for at sætte to hold, og for en gangs skylds var 5 mandsholdet det forenede formandskab. I kampens begyndelse så det dog ikke ud til at være en ubetinget fordel, 4 mandsholdet kom i gang efter en langsom start, indhentede forspringet og kom foran. Detete var stillingen efter en lille halv time, men så trådte ledelsen i karakter og under kyndig ledelse fik 5 mandsholdet efterhånden udnyttet sit overtal og ikke mindst næstformandens ustoppelige målhumør. Kampen var nok ikke en der huskes for det gode og flydende spil – eller for smarte detaljer som sidst – men nok for at formandsholdet fik sat tingene på plads til et resultat på 19 – 10.
Nu er der 2 ugers pause – brug dem til at holde formen ved lige samt til at tage stilling til hvilke af 2 mulige fredag vi skal HOLDE SÆSONAFSLUTNING, d. 29. maj, d. 5. eller d. 12.   5. juni er grundlovsdag og derfor nok ikke den bedste mulighed, så meget peger på d. 12.6 til østasiatisk spisning, øl og videoaften.
MEN giv snarest besked om dine præferencer mht. sæsonafslutning.

god weekend (og til taberholdet, lad nu ike nederlaget ødelægge weekenden, det var trods alt en kamp mod overmagten).

Finn

PS EU valget er 7.6 – en søndag fordi vores protest mod valg på en tirsdag og efterfølgende lukning af vores hal er blevet hørt! Det betyder at vi kan spille d. 11.6!

07.05.09

Kære spillere,
Torsdagen kamp tegnede et nyt skridt i klubbens udvikling – talentpleje!!
Der var med en par sene afbud mødt 7 mand op – som dog blev til 8 idet Søren havde sin søn Alexander med, drengespiller i KB. Det gjorde det muligt at lave to 4 mandshold sådan da, formand og næstformand. Det viste sig hurtigt at holdet med Alexander havde fået et løft i spillet, en spiller med finurlige driblinger a la Laudrup, god spilfornemmelse og velplacerede skud. Det blev hurtigt klart at der var for stor forskel på holdene og en ommøblering skulle forsøge at afhjælpe dette. Det lykkedes kun delvis, idet holdet med Alexander havde fået et forspring  som de holdt kampen ud. Resultatet blev 24-18 til holdet med Alexander, som uden diskussion blev kåret som kampens bedste spiller. Klubben kan dog ikke tilbyde en kontrakt da vi så skulle til at udskifte det meste af den nuværende trup – men gæsteoptræden er han velkommen til.

30.04.09

Kære spillere,
Forsinket pga af rekreativt ophold i Småland uden internet og måske også for at bearbejde skuffelsen kommer her kommentaren til torsdagens kamp mellem et 4 mands formandshold og et 5 mands næstformandshold.
Formandsholdet lagde stærkt ud med et langskudsmål af formanden efter 10 sekunder og fortsatte med energisk spil og mål. energien og presspillet gav en føring på et par mål (plus og minus) i det meste af kampen, men efterhånden kom 5 mandsholdet bedre i gang med at organisere sit spil og udnytte overtallet. Mod slutningen af kampen blev det tydeligt at formandsholdets kondi ikke stod mål med det energiske spil og opdækning og skud blev mere og mere upræcise. Næstformandsholdet begyndte at dominere kampen og fik efterhånden ædt sig ind på formandsholdets forspring og i de sidste minutter lykkedes det en meget energisk John at få scoret sejrsmålet, så næstformandsholdet kunne holde 1. maj med en sejr på 14-13 i bagagen. Men formandsholdets moral er intakt og med bedre konditræning er der håb og en revanche. Det vil vi se på torsdag, hvor dog både Bent og Johns afbud vil give nye konstellationer.

24.04.09

Kære spillere,
endnu engang en torsdag med et stort fremmøde, 11 mand! Det gjorde det svært at få overblik over spillerstaben og dermed kompliceret at få sat to lige hold! Vi endte dog med et 5 mands formandshold og et 6 mands næstformandshold. Næstformandsholdet lagde stærkt ud og splittede formandsholdet med hurtigt kontraspil og effektivitet foran mål anført af næstformanden hvis målnæse var usædvanlig skarp. En hurtig føring på 6-2 tvang formandsholdet til at få styr på forsvaret og lidt system i angrebsspillet og selvom holdet var spillet lidt ned så havde holdet med røde trøjer samme tro på at kunne vinde som Liverpool og arbejdede sig mere og mere ind i kampen og samtidig gik tempoet af næstformandsholdets spil, måske fordi udskiftningsspillerne ikke altid var forberedte på de pladser de blev sat ind på. De lidt heldige bolde som i kampens start gik med næstformandsholdet gik nu den anden vej og formandsholdet fik mere og mere kontrol over kampen og endte med at have en komfortabel føring. Slutresultatet blev 17-13.

23.04.09

Kære spillere,
Tilbage efter en god påskeferie (og for nogle af os måske mere god mad end motion) mødte 8 spillere op og efter et længere fravær også den savnede næstformand. Der blev sat de sædvanlige to formandshold. Kampen startede lidt afventede efter 2 ugers pause og med en ny bold, men efter lidt tid kom der gang i målscoringen og i begyndelsen fulgtes holdene ad.  Efterhånden som kampen udviklede sig blev det tydeligt, at formandsholdet havde vanskeligt ved at score mod en storspillende Bent og et hårdt arbejdende forsvar og i de situationer hvor kampen var ret lige og formandsholdet forsøgte at få et overtag så blev kontraerne fra skuddene alt for ofte samlet op og omsat til præcise kontramål af en meget træfsikker Frits. Måske var det resultatet af at der nu igen var ledelse med på næstformandsholdet, hvem ved?
Den ganske velspillede kamp endte med en solid sejr på 18-14 til næstformandsholdet –så formandsholdet er klar til revanche på torsdag.
Indtil nu tegner det til et stort fremmøde, kun Palle har sendt afbud.

1.1.09
Kære spillere,
Der er jo gået lidt inflation i nytårstaler men det skal ikke afholde klubledelsen fra at sende sine lykønskninger og håb for den kommende sæson til spillerne.
Vi kom igennem et efterår hvor skader, sygdom og afbud (alle kategorier blev brugt – også udenfor kategori) enkelte gange gjorde det til en øvelse i planlægning under snævre tidsterminer at få sikret to hold. Det lykkedes dog alligevel at gennemføre alle de planlagte kampe og når alle spillerne husker dronningens opløftende ord om at møde kriser og vanskeligheder med et godt humør så ser vi frem til at forårets kampe bliver afviklet med en større spillerdeltagelse og spillerglæde. Statsministerens maniske besværgelse – i bedste CEPOS stil – af skattelettelser skaber beskæftigelse og maner krisen i jorden, har vi ikke større tiltro til. Helt empirisk, der er intet belæg fra klubbens godt 40årige historie der støtter, at ændringer i skattepolitikken har haft indflydelse på spillernes præstationer på banen. Her kræves langt mere håndfaste motivationsformer.

Nu er der nogle dage til at få afpudset kampformen inden det går løs på torsdag.

På gensyn d. 8.1.2009 kl. 22

11.12.08
Kære spillere,
Der var et meget stort fremmøde i torsdags, måske et resultat af at formanden havde været på jagt efter nye spillere sidste torsdag. Under alle omstændigheder var der 10 fremmødte til 2 5 mandshold efter den sædvanlige formel. Formandsholdet startede kampen meget stærkt, ikke mindst fordi Kurt lavede mål også på umulige bolde, men holdets formsvaghed gjorde at tempoet faldt så næstformandsholdet langsomt kunne komme ind i kampen. Med mindre end 10 minutter tilbage var formandsholdet foran med 2 mål og havde kontrol over kampen, da Palle måtte udgå med rygskade (forhåbentlig ikke alvorlig). Det talmæssige overtag gav derefter næstformandsholdet blod på tanden og det resulterede da også i at de fik scoret således at resultatet kl. 23 ved normal kamptids ophør var uafgjort 13-13. I den overtid som var længere end vi nogen sinde før har oplevet det fik de så lavet et enkelt mål.
Som næstformanden slog fast i sidste referat så kan man betragte kampen som vundet eller uafgjort alt afhængig af hvor man lægger sit snit – i sandhed en postmoderne løsning, som måske FCK skulle overveje.

Vi ses til sidste kamp i dette år på torsdag.
Birger har sendt afbud, Mogens er usikker, er der andre faktorer der skal tages i betragtning???

11.12.08
Kære spillere,
Der var et meget stort fremmøde i torsdags, måske et resultat af at formanden havde været på jagt efter nye spillere sidste torsdag. Under alle omstændigheder var der 10 fremmødte til 2 5 mandshold efter den sædvanlige formel. Formandsholdet startede kampen meget stærkt, ikke mindst fordi Kurt lavede mål også på umulige bolde, men holdets formsvaghed gjorde at tempoet faldt så næstformandsholdet langsomt kunne komme ind i kampen. Med mindre end 10 minutter tilbage var formandsholdet foran med 2 mål og havde kontrol over kampen, da Palle måtte udgå med rygskade (forhåbentlig ikke alvorlig). Det talmæssige overtag gav derefter næstformandsholdet blod på tanden og det resulterede da også i at de fik scoret således at resultatet kl. 23 ved normal kamptids ophør var uafgjort 13-13. I den overtid som var længere end vi nogen sinde før har oplevet det fik de så lavet et enkelt mål.
Som næstformanden slog fast i sidste referat så kan man betragte kampen som vundet eller uafgjort alt afhængig af hvor man lægger sit snit – i sandhed en postmoderne løsning, som måske FCK skulle overveje.

Vi ses til sidste kamp i dette år på torsdag.
Birger har sendt afbud, Mogens er usikker, er der andre faktorer der skal tages i betragtning???

 

God weekend

Finn

4.12.08
Hej Alle,

Lige et kort referat af kampen sidste torsdag.

To hold 3 på hvert. Resultat 16-15 til formandsholdet, men det kunne være gået anderledes. Det var lige ved at vippe til sidst. Resultatet kunne ligeså godt have været et andet. Det var tæt på uafgjort. Det kunne ligeså godt være endt med uafgjort eller måske en sejr til næstformandsholdet. Det er sært som tilfældet råder i fodbold. Og sådan kunne jeg blive ved, men jeg regner med, at budskabet er trængt igennem.

Hilsen

Mogens

27.11.08
Kære spillere,
Torsdagen bød på endnu en gang god fodbold, 7 spillere var klar kl. 22 og næstformanden satte hold, 22.10 var formanden omklædt efter at være landet fra Frankfurt kl. 21.30 så der kunne spilles med 2 x 4 mands hold.
Formandens ankomst gav ekstra energi til formandsholdet som var offensive i forsvaret og erobrede bolde og skabte et forspring, som holdt et stykke ind i kampen. Men næstformandsholdet ændrede angrebsformation og fik langsomt reduceret og der blev i denne periode lavet flere spektakulære mål men også nogle ganske pudsige.
I den sidste del af kampen balancere udfaldet med skiftevis føringer men det uafgjorte udfald var et fyldestgørende billede af en spændende og jævnbyrdig kamp.
På torsdag må formanden desværre sende afbud – mulighederne for at udvide spillerstaben gør det nødvendigt at sondere mulige kandidater og det vil jeg så gøre på torsdag i parken.

Men god kamp og næstformandens holdsætning i torsdags var jo optimal.

Finn

 

13.11.08
Kære spillere,
Gårsdagens fodbold viste endnu engang hvor innovative klubben er – pga. af misforståelser mht. afbud (se senere) var vi kun 5 fremmødte, men frem for at lade frustrationerne løbe ud i hjemturen organiserede vi en serie kampe mellem 2 2 mandshold og en skiftende målmand. Med lidt tilpasning af reglerne (ingen langskud) fungerede det fint og de 5 fremmødte fik alle løbet mindst lige så meget som i en normal kamp. Så nu har vi et afprøvet koncept t l brug i nødstilfælde.
Men når det skete var det fordi reglerne om ALTID AT SENDE SKRIFTLIG BESKED OM AFBUD – elelrs tår den på kvajebajer (og vi godtager mail, til nød sms eller hvis det skal være post med morgenposten torsdag) ikke var overholdt. Da Frits ikke dukkede op kunne flere af os svagt huske at han vist havde sagt et eller andet om at være i Frankfurt eller tilsvarende men havde jo ikke sendt besked om det. Men det var jo lidt sent vi i fællesskab kunne rekonstruere dette.
Resultatet af kampene var en række sejre (vi spillede til der var scoret 3 mål og skiftede så målmand) på 2-1 til forskellige holdkombinationer – men sjovt var det nu.

På trosdag skulle vi gerne have et større fremmøde og lige over nytår skal vi nok overveje om vi vil ud på transfermarkedet (bare rolig, købe ikke sælge) for at have spillere nok til dækning af disse afbudssituationer.

Vi ses på torsdag (eller send afbud)

Venlig hilsen

ledelsen

6.11.08
Kære spillere,
Gårsdagen kamp bød på en 2 x 4 mandshold, med formand og næstformand fordelt helt efter reglerne. Det viste sig hurtigt at de to hold var ret jævnbyrdige, selvom juniorholdet (næstformandens) startede stærkt. Men seniorholdet (formandens) viste sin stærke moral og kom igen, så kampen i lange perioder var ganske lige. Ind imellem blev der scoret flotte og også ret tilfældige mål, men seniorernes erfaring viste sig at være afgørende, så selvom Palle ved et hurtige aktioner fik udlignet mod slutningen af kampen mistede seniorerne ikke overblikket og i dommerens tillægstid (godkendt af den spillende FIFA repræsentant) fik seniorernes yngstemand Frits udlignet på et kontraangreb lige før lyset blev slukket.

På torsdag går det løs igen – RUC holdet sender afbud, men Martin vil vende tilbage for en enkelt kamp og John er også hjemme, så med Frits, Jan, Mogens og Finn er der 6 mand, muligvis med Palle 7.
For en sikkerheds skyld skal der gives positiv tilbagemelding til Mogens (jeg er i Oslo indtil torsdag kl. 18.30).

God weekend

Finn

30.10.08
Kære spillere,
Gårsdagen kamp bød på en 2 x 4 mandshold, med formand og næstformand fordelt helt efter reglerne. Det viste sig hurtigt at de to hold var ret jævnbyrdige, selvom juniorholdet (næstformandens) startede stærkt. Men seniorholdet (formandens) viste sin stærke moral og kom igen, så kampen i lange perioder var ganske lige. Ind imellem blev der scoret flotte og også ret tilfældige mål, men seniorernes erfaring viste sig at være afgørende, så selvom Palle ved et hurtige aktioner fik udlignet mod slutningen af kampen mistede seniorerne ikke overblikket og i dommerens tillægstid (godkendt af den spillende FIFA repræsentant) fik seniorernes yngstemand Frits udlignet på et kontraangreb lige før lyset blev slukket.

På torsdag går det løs igen – RUC holdet sender afbud, men Martin vil vende tilbage for en enkelt kamp og John er også hjemme, så med Frits, Jan, Mogens og Finn er der 6 mand, muligvis med Palle 7.
For en sikkerheds skyld skal der gives positiv tilbagemelding til Mogens (jeg er i Oslo indtil torsdag kl. 18.30).
God weekend

Finn

 

23.10.08
Kære spillere,
Torsdagen kamp blev mellem et 3 mands formandshold og et 4 mands næstformandshold.  Det blev en ind imellem velspillet kamp, hvor formandsholdet dog kom til kort i det lange løb – på linie med i den næsten samtidige kamp Parken, så begik formandsholdet som FCK  nogle afgørende forsvarsfejl og manglede ligeledes skarphed foran mål. Da næstformandsholdet ind imellem viste effektivt overtalsspil og lavede flotte mål gik det som det gik. Dog kan man ikke som Ståle Solbakken kalde den sidste del af kampen for cirkusfodbold, da det var her at formandsholdet trods en manko mange mål viste moral og sluttede af med at lave nogle fine mål til sidste så nederlaget kun blev på 10 mål (22-12).
Men der er altid tid til en revanche på torsdag – denne gang nok med lidt større besætning på begge hold – og tilsvarende tættere opdækning!

Og så til de administrative nybrud. Ledelsen har skaffet en fast skab i hallen – nr. 56 helt nede for enden af væggen til squash banerne. Her ligger bold og pumpe og på sigt andet nødvendigt udstyr. Indtil videre er nøglerne fordelt til de mest stabile spillere, dvs. Frits, Mogens og undertegnede. Men vi overvejer i medbestemmelsens ånd at anskaffe en kodelås så alle kan få adgang (hvis de ellers kan huske en kode).

Hav en god weekend (og Jan – den må stå på intensiv selvtræning med den afbudsundskyldning du gav)

 

Finn

16.10.08
Kære spillere,
Gårsdagens kamp lignede lidt sidste uges men med et modsat resultat. Et  4 mands formandshold mod et stærkt 3 mandshold startede med at spille lige op, men et stykke ind i kampen kom formandsholdet i en scoringspause, og opspillet blev stift og forudsigeligt – og samtidig pressede 3 mandsholdet på og scorede en række gange. I det sidste kvarter begyndte formandsholdet at reducere forspringet og satsede på at kræfterne slap op hos 3 mandsholdet (som sidst), men så fik Bent en fiber og alle forhåbninger om en slutspurt forsvandt. 3 mandsholdet pressede på og vandt sikkert 22-15.
På torsdag er der pænt fremmøde og vi ser frem til endnu en omgang mål.

Finn

9.10.08
Kære spillere, formandens come back skete med maner, formandsholdet på 4 vandt med 6 mål (19-13) over næstformandsholdet  minus næstformand, dvs. 3 mand. Det er dog ikke et helt korrekt billede af kampen, da 3 mandsholdet kæmpede forbilledligt og længe spillede lige op med 4 mandsholdet. I kampens sidste tredjedel slap kræfterne efterhånden op og fødderne tungere både i angreb og forsvar, så formandsholdet kunne udnytte sit overtal.
I næste uge er det efterårsferie men de foreløbige signaler tyder på at der ikke er problemer med at sætte hold.

Giv dog for en sikkerheds skyld lige besked om du møder op til endnu en omgang bold på et teknisk højt men måske lidt langsomt niveau.

Finn

2.10.08
Så er formanden tilbage og det fraværende kampreferat fra sidst tyder på at der er  grænser for selvorganiseringen – betrykkende for ledelsen.
Jeg har naturligvis selvtrænet og går ud fra at vi er nok til at spille på torsdag.

Husk at der er efterårsferie i uge 42 men at vi IKKE har aflyst kampprogrammet af den grund.

Ses på torsdag til en længe savnet kamp

Finn

14.9.08
Kære spillere,
Ledelsen vil da også gerne lykønske Lars og Kurt som også rundede hjørnet her for nylig – og tilbuddet om ’en lille en’ bliver ikke glemt.
Det betyder at fra næsten gang udgør klubbens superveteran gruppe halvdelen af medlemmerne  – tænk over det, en stærk pressionsgruppe!
Gårsdagens kamp var mellem to 4 mandshold og som sædvanlig fordelte ledelsen sig på hvert sit hold. Formandsholdet lagde stærkt ud med flot positionsspil og effektive kontraangreb, men mod kampens slutning ebbede kræfterne ud, opdækningen blev løs og næstformandsholdet fik mulighed for at lave en del mål på baggrund af Frits’ hurtige antrit. Det burde ikke overraske al den stud at formandsholdet bestod af 3 superveteraner, endda de to ældste.
Resultatet blev en sejr til næstformandsholdet på 15-12 (vi regner det sidste mål som Lars scorede da lyset blev slukket med som en 60-årsgave!!).
På torsdag er der flere afbud, Lars skal prøvespille for Fernerbache i Istanbul, Finn for Rosenborg i Oslo, Palle for ??.
Kurt er usikker men giver besked. Birger og Bent skulle være klare til at spille ligeledes skulle John være tilbage.
Mogens står for holdsætning og det øvrige.

God kamp

Vi ses igen om 2 uger.

Finn

 

21.08.08
Kære spillere,
Torsdagen kamp viste flere positive træk – dels var fremmødet voksende, nu til 8 spillere, dels var der klar fremgang at spore i spillet. Med 8 spillere blev der sat et formands – og et næstformandshold, som startede i pænt tempo. Formandsholdet fik et spilovertag og skaffede sig et pænt forspring på 5 mål, som holdt langt hen i kampen. Næstformandsholdet mobiliserede så en gang ekstra energi og satte tempo på deres spil med det resultat at de halede kraftigt ind på formandsholdets forspring. Et elegant kombination som resulterede i et mål til slut gav dog en – alt i alt- fortjent sejr til formandsholdet på 12 – 11.

På torsdag går det løs igen

Vi ses

Finn

14.8.08
Kære spillere,
Sæson nr. 42 blev skudt i gang torsdag aften af de 7 spillere, der havde prioriteret både arbejde og træning så de var klar til sæsonstart.
7 spillere er lig et 3 mands og et 4 mands hold – det sidste med hele formandskabet, satte spillet i gang med det som nok skal beskrives som en opvarmningskamp. Resultatet blev en overbevisende sejr til 3 mandsholdet på 20-14 – de var hurtigere på bolden og skød skarpere end 4 mandsholdet. Noget tyder på at formandskabet måske har taget sin egen retorik meget seriøst og vedligeholdt formen gennem grundtræning, men ikke i tilstrækkelig grad aftrappet denne til fordel for hurtighedstræning. Fordelen ved en god grundtræning vil jo vise sig over hele sæsonen.
Lars har en frivillig karantæne næste gang for at undgå mistanken om kunstige stimulanser – hans indsats i går begrunder en sådan, men de øvrige 6 møder frem kl. 22 igen og håber at se andre fra holdlisten.

Hilsen og god weekend

Finn